De unge på de to nærliggende skoler til KGF Vipperød kan glæde sig over, at de er udvalgt til at modtage støtte fra Boxer Assist til samarbejde mellem skolerne og KGF Vipperød om at sætte fokus på håndbold - helt eksakt 5.000 kr.

 

Boxer TV har valgt at engagere sig i håndboldsporten og er hovedsponsor for både Herre- og Dameligaen, der således nu hedder Boxer Dameligaen og Boxer Herreligaen. Boxer ønskede at støtte håndboldsporten bredt og valgte derfor at oprette Boxer Assist, som skal støtte ungdoms- og talentarbejde i håndboldklubberne. Det er den ordning, KGF Vipperød nu har fået glæde af.

 

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for at have fået en økonomisk håndsrækning fra Boxer, siger Søren Cebula fra KGF Vipperød. I forbindelse med den nye skolereform har vi sammen med to nærliggende skoler besluttet, at vi i efteråret og 6 uger frem sætter fokus på håndboldspillet i idrætstimerne for eleverne i 0.- 6. klasserne. Forløbet bliver efterfulgt af 4-6 uger i SFO’en. Støtten fra Boxer skal bruges til håndbolde til projektet.

 

Da Boxer i september 2014 udvalgte håndboldsporten som det, man ville støtte, skyldes det både, at håndbolden er en dansk nationalsport med en meget stor udbredelse, og at denne udbredelse giver Boxer muligheden for at opbygge lokale relationer over hele Danmark.

 

FAKTA:

Boxer ønsker at være danskernes foretrukne leverandør af skræddersyede tv-pakker og en stærk lokal forankring er en god måde at opnå opmærksomhed omkring Boxers særlige frit valgs-pakker på. Senest har Boxer udvidet sin forretning til også at omfatte bredbånd.